Nye CBD-grænser på vej?

EU er på vej med mulige nye regler for CBD i kosmetik.

EU's Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF/SCCS) har vurderet, at CBD på baggrund af de nuværende data kan anses som sikkert i kosmetiske produkter i koncentrationer på op til 0,19 %.

For THC som urenhed vurderes grænsen til højst 0,00025 % – svarende til blot 2,5 ppm.

EU-Kommissionen har nu fremlagt et konkret forslag om at indføre begrænsninger for CBD i kosmetik på baggrund af denne vurdering. Forslaget er endnu ikke endeligt vedtaget.

Hvor lidt CBD taler vi om?

I SCCS' sikkerhedsberegninger indgår en meget lav daglig eksponering for CBD – omkring 2 mg om dagen.

Til sammenligning indeholder én enkelt dråbe af en 5 % CBD-olie cirka 2,5 mg CBD, hvis man regner med omkring 20 dråber pr. ml.

Det illustrerer forskellen mellem de niveauer, der nu diskuteres i EU, og de CBD-olier på 5, 10, 20 og 30 %, som mange kender i dag.

Også THC-grænsen er meget lav. 2,5 ppm svarer til 0,00025 %. En analyse af en 10 % full-spectrum olie, som vi har set på, viste til sammenligning 0,01 % total THC – cirka 100 ppm.

Det er omkring 40 gange 2,5 ppm.

Hvad sker der nu?

Forslaget er stadig under behandling. Kommentarfristen er 6. september 2026, og de endelige regler kan derfor stadig ændre sig.

Bliver forslaget gennemført nogenlunde som det ligger nu, kan det på sigt betyde, at de højkoncentrerede CBD-olier, vi kender i dag, ikke længere kan markedsføres som kosmetik i EU i deres nuværende form.

Det er altså ikke et forbud, der træder i kraft i morgen.

Men det kan være begyndelsen på en meget stor ændring af markedet for CBD-kosmetik i Europa.

Vi følger udviklingen.

Kilder:
EU-Kommissionen – SCCS/VKF's endelige CBD-vurdering
EU-Kommissionen – det aktuelle forslag til ændring af kosmetikreglerne

Kampagnegruppen https://kampagnegruppen.dk